Strik til voksne

Det er godt nok koldt for tiden. Den anden dag skulle jeg ud til mødrehygge med mødrene fra storetøsens klasse. Da sådan noget jo godt kan trække ud til sent på natten, tænkte jeg, at det var en god idé at klæde sig godt varmt på, vejret taget i betragtning.

Og det gjorde jeg så, rigtig godt endda. Her var resultatet.

Kan man overhovedet have for meget uld på i dette vejr?

I hvert fald frøs jeg hverken overkrop eller hovede, grundet al den uld. Benene derimod - de var kolde, men her var selvfølgelig også kun to lag isolering.

Kender I det? Man har næsten færdiggjort et stykke strik, men kommer så til at tage det i brug, før sidste ende er hæftet. Herefter forsvinder tiden bare. Hver gang jeg tager min cykelhue på, er jeg jo på vej ud af døren, så der har jeg ikke tid. Så stopper jeg bare enden op under huen og smutter ud af døren.

Således har jeg nu brugt min hue hele vinteren uden at få hæftet den allersidste ende.

Fjollet - jeg ved det.

Måske husker jeg det en dag, når jeg allermindst venter det...

Jeg forsøgte for nylig at få min vielsesring på igen efter sidste graviditet, men desværre forgæves. Jeg må vente lidt endnu ser det ud til.

Da min gamle strikkede halskæde til ringen er blevet noget slidt at se på, måtte noget gøres. Denne gang skulle der lidt mere farve på, så jeg snuppede en rest farveskiftende strømpegarn fra husbondens sokker (Regia Design Line Kaffe Fassett), og så gik jeg ellers igang med at strikke hestetømme.

Jeg strikkede og strikkede, men nåede ikke rigtig den røde farve som jo egentlig var den jeg godt kunne lide. Da halskæden havde nået samme længde som den gamle, men stadig ikke havde nået den røde farve, besluttede jeg mig for blot at strikke garnresten færdig og så benytte den ende der blev finest.

En cykelhue det skal man da have. I hvert fald hvis man cykler med cykelhjelm og her tendens til at fryse om ørerne. Og her duer de almindelige hjemmestrikkede huer ikke, hvis de er strikket med for tykt garn, for så kan cykelhjelmen ikke sidde ordentligt.

Min cykelhue indtil nu har været min norske hue, som er strikket i strømpegarn. Men en tur i vaskemaskinen her først på vintersæsonen afslørede et pænt stort hul i huen. Da den alligevel var for stor og jeg allerede har smidt den ene tilhørende vante væk, så måtte der en ny på pinden.

For at matche mit Nessie tørklæde greb jeg et nøgle Zauberball fra gemmerne og et par rester i grøn og rød og gik i gang. Her er hvad der kom ud af anstrengelserne.

I årevis har han ventet - manden altså.

Han vil gerne have en hjemmestrikket sweater, men jeg kan ikke tage mig sammen. Først forsøgte vi at finde et mønster, men jeg kunne ikke finde noget jeg var tilfreds med. Manden fandt ellers nok af mønstre, men hvis jeg skal strikke den, så skal jeg også selv synes, at den vil klæde ham.

Så faldt han over noget garn han gerne ville have. Vi købte det da også, men jeg kunne aldrig forlige mig med garnet. Det var alt for tykt og alt for løst spundet, så hver gang jeg forsøgte at strikke med det, stod det om mig med fibre. Jeg forsøgte mig ellers med at strikke ud fra nogle billeder af en trøje, men projektet kulsejlede vist på manglende iver.

Nu prøver vi så igen - denne gang har jeg selv fundet en opskrift og noget garn. Han har godkendt det og jeg er endelig i gang. Efter et par aftener ser det således ud.